Mindeord over Kim Ragborg

Efter længere tids sygdom, ja man kan vel sige et livs kamp mod Diabetes, så døde Kim Ragborg d. 3/2-20 kun 62 år gammel. Diabetes prægede Kims liv på godt og ondt, selvfølgeligt kom der mange negative følger af sygdommen, som Kim dog tog i stiv arm. Sjældent hørte vi Kim klage, derimod brugte Kim de muligheder og krav sygdommen stillede, til noget positivt. Hver dag - uanset vejr og vind så var Kim ude at træne sine hunde. Hvis man vandt efter træningsindsats, så skulle Kim have været tre dobbelt verdensmester.
Som ung hundefører lærte jeg hurtigt Kim at kende som en af drivkræfterne i baglandet af Dansk Irsk Setter Klub. Vi var et herligt slæng af yngre hundefolk, som sammen havde nogle fantastiske træningsdage, prøver, hovedprøver og sågar en sjov tur til Holland, med de røde hunde. Senere blev Kim en ihærdig del af DISK organisation. Jeg husker at Kim lavede en stambog på Clarissa, som var ført helt tilbage til de første registrerede Irske Settere i Irland. Kim var med sit dejlige humør en af drivkræfterne i de sjove timer, altid nøgtern og klar med en ærlig analyse, når tingene ikke lige gik, som vi havde håbet. Hundesport er fyldt med følelser og dem havde Kim også. Han var en god sportsmand, som mestrede at tabe uden at lade sin skuffelse ud over andre, og ikke mindst vise hans glæde ved at vinde. Kim havde sin storhedstid op gennem firserne og ind i halvfemserne, hvor han startende med Clarissa, en af de helt store hunde, var med til at kick starte Irsk setteren som en velanset prøvehund. Kim blev med Clarissa en af de første Irske settere med titlen ”Dansk Jagt Champion”, herefter fulgte flere gode hunde. Kim Ragborg blev for nogle år siden så ramt af sin sygdom, at han måtte stoppe sit hunde hold, derved mistede Kim også en stor del af forbindelsen til hundeverdenen. På trods af det, var Kim stadig hundemand i hjertet og lyttede med stor interesse til historier fra hundeverdenen. Det er jo nok naturligt, at man langsomt mister forbindelsen til sporten og til dem som ellers har betydet så enormt. Susanne og jeg var heldig at lære Kim at kende mens han havde sin styrke, han var altid hjælpsom for dem som havde brug for det. Kim fandt lykken med Florence som har taget sig godt af Kim de sidste svære år. Mine tanker går til familien.

Æret være Kim Ragborg

Nysted d. 10/2-2020
v. Ole Schmidt

NEKROLOG

Verner Larsen

Kort før sin 89års fødselsdag i juni måned døde tidligere formand og æresmedlem i Dansk Irsksetter-Klub Verner
Larsen. Verner havde fra sin tidlige barndom, fulgt sin far og hans korthaar på jagt. Det er klart, at så bliver man jæger og hundemand. Hans interesse blev fanget af den Irske Setter, og på trods af, at udstillingshundene dominerede på det tidspunkt, lykkedes det Verner, at finde en god jagthund, efter Garvergaardens Pedro og Ritzy, ved navn Sieef.
Under kennelmærket Havdrup arbejdede Verner ihærdigt på, at forbedre den Irske setter som jagthund. Sieef blev i 1963 parret med Højrups Basse, og blandt hvalpene valgte Verner Havdrup Anja. På Dansk Rød Setter Klubs hovedprøve ved St. Heddinge i 1967 blev Havdrups Anja 1. vinder i søndagens vinderklasse. Året efter i 68 drog Theis Westermann, Sigfred Nielsen og Verner Larsen til Nøsen i Norge, på højfjeldsprøve. Her blev Verner 1. vinder med Havdrup Anja, Alf Tjersland, Norge 2. vinder med Moanruad Raff og Sigfred Nielsen 3. vinder med Ras. Arne Holmesland skriver i NISKs årsberetning 1967-76 ”og danske venner
som kom på besøk forsynte seg godt i VK”. Det var en meget fin præstation, under så anderledes forhold, som højfjeldet er.
Verner købte midt i tresserne en han hvalp i Tyskland, Falko v. Oelken 304890Z. Falko fik på DJF markprøve på Aunø-Svinø 1. præmie AK, og blev senere med et godt resultat brugt i avlen.
Ved generalforsamlingen i St. Heddinge i 1967 blev Verner valgt til bestyrelsen, og et årelangt arbejde for Irlænderen tog sin begyndelse. I 1973 afløste Verner så Poul Theis Westermann, som formand. Det var Verner der to initiativ og satte sig i spidsen for, udgivelsen af den første årbog op til 60 års jubilæet i 1976. Et kolossalt arbejde, da bogen går tilbage til klubbens start i 1916. Alle oplysninger skulle dengang findes i gamle blade, og på kartotekskort i kennelklubbens kælder. Jubilæums årbogen blev starten på en lang række af årbøger, der har været et uvurderligt ”værktøj” i avlsarbejdet frem til i dag, hvor klubben har fejret sin 100 års fødselsdag i 2016.
Da Verner forlod formandsposten i DISK, blev han indvalgt i Dansk Kennel Klubs bestyrelse. Her blev han formand for jagthundeudvalget, og blev den drivende kraft, der startede samarbejdet med det sydlige Europas øvrige stående jagthunde klubber. Da grænsen mod syd blev åbnet, blev grænserne til Norden lukket af frygt for rabies. Det var da også Verner der i 1985 fik arrangeret Europa mesterskabet for stående jagthunde på Sjælland. Et resultat af tidligere rejser sydpå, hvor Edvard Holm og Verner havde set på prøver, og deltaget i Europamesterskabet for stående jagthunde. Prøven på Sjælland blev startskuddet, på den store deltagelse i prøverne og
samarbejdet med det Europa, der nu er skabt.
Verner var medlem af DKKs bestyrelse fra 1977 til 1991, og fik 1987 tildelt DKKs største hædersbevisning, guldnålen, for sin store indsats. I 1995 blev Verner udnævnt til æresmedlem af Dansk Irsksetter-Klub.

Ære være Verner Larsens minde.

Palle Krag

Mindeord for Lene Knudsen

Der er nogle begivenheder, der er sætter så dybe spor, at man kan huske præcis hvor man var, da man hørte om den. Jeg husker tydeligt, hvor jeg var, og hvad jeg lavede, da Oluf Palme blev dræbt og ved angrebet på USA d. 11. september. Desværre er de… — Der er nogle begivenheder, der er sætter så dybe spor, at man kan huske præcis hvor man var, da man hørte om den. Jeg husker tydeligt, hvor jeg var, og hvad jeg lavede, da Oluf Palme blev dræbt og ved angrebet på USA d. 11. september. Desværre er det ofte tragiske nyheder, der er forbindelsen. Sådan var det også d. 27 december 2015, da Lene ringede og fortalte, at hun havde uhelbredelig kræft. I bakspejlet kan jeg godt mindes, at i sidste halvdel af 2015 havde Lene fået lidt mindre krudt i røven, men jeg må indrømme, at jeg tænkte – hvis der er nogen, der kan vinde over kræften, så er det Lene. Desværre fik kræften overtaget, og Lene sov stille ind d. 8. februar 2017.
Der er rigtig mange gode minder fra vores træningsture. Jeg husker specielt engang, hvor vi havde været i slip, og Lene kom først op til bilen. Jeg lukkede hunden ind i bilen, og begyndte at snakke med Lene, der sad på hug ved det ene fordæk. Vi har nok snakket 30 sekunder, inden det gå op for mig, at hun var på toilettet. Lene var fuldstændig uberørt og fandt det meget naturligt. Jeg husker også en anden situation, hvor vi havde været tur i Karlstad i Sverige med hundene. At være på herretur med Lene var i mange henseender sjovere end at være på en ”rigtig” herretur. Man kedede sig bestemt ikke og behøvede i hvert fald ikke at tænke over, om sproget blev for bodega-agtigt.
Lene var ikke alene meget ligetil, hun var også en meget givende og hjælpsom person. Hvis nogen manglede hjælp, var hun altid den første, der sprang til, og der blev ikke ført regnskab med hendes hjælp. Der er dog bund selv i fattigfolk, og som Lene sagde - jeg bærer ikke nag, men jeg husker godt.
På hundefronten førte Lene Unika på bedste vis. Jeg mindes en vinderklasse i det sydlige Sjælland, hvor hun blev 1. Vinder M. CACIT for første gang. Jeg løb ud i marken efter et finale slip, som Unika afsluttede med en perfekt situation, og hun fik den største krammer. Jeg husker tydelig, at jeg nævnte, at nu skulle hun nyde dette store øjeblik, men der skulle alligevel gå næsten et år, før det rigtigt gik op for Lene, at det var noget virkeligt stort, hun havde udført sammen med Unika.
En af de ting, der irriterede Lene, var faktisk, at hver gang hun præsterede noget stort med Unika, blev det udlagt som: ”det var jo en gennemdresseret hund, hun havde overtaget”. Udover at hendes irritation skyldtes unødvendig fokus på manden i stedet for bolden, må man sige, at de resultater, som Lene og Claus foreløbig har opnået med Bertha, har givet behørigt svar på tiltale. Det er typisk for Lene - mødte hun modgang blev hun bare endnu mere målrettet og fokuseret.
Lene, vi er mange, der kommer til at savne dig – Æret være dit minde.
På vegne af Dansk Irsk Setter Klub
Frank Krøyer

Edward Holm

“En af de helt store personligheder i dansk jagt og hundesport er ikke mere.
Den 22. marts sov skytte Edvard Holm stille ind i en alder af 93 år. Skytte Holm eller Sir Edvard, som var de betegnelser stort set alle jægere og undefolk i en meget bred kreds kendte ham under, kom fra Borholm til godserne Egeskov og Fjellebro på Fyn i 1944. Og det skulle vise sig at blive hans livsstilling.

Han tjente under fire generationer på Egeskov. Helt frem til 2004, hvor han gik på pension. Han blev dog boende på Egeskov, idet den nuværende greves bedstefar i taknemmelighed over hans indsat for jagten på Egeskov og Fjellebro skænkede ham og hustruen Gunhild en livsvarig bolig på godsets jord.

Skytte Holm var en af pionererne indenfor dansk herregårdsjagt. Det er ikke for meget sagt, at han var blandt de første i Danmark, der formåede at skabe de vilkår for opdræt og udsætning af fasaner, som er helt afgørende for,
at store jagter med mange fugle på paraden kan afvikles på værdig og fornem vis.
Jægere fra hele verden værdsatte jagten på hans velflyvende fasaner højt.

Det er mere end et fuldtidsjob at være herregårdsskytte, men skytte Holm formåede alligevel at få tid til at dyrke jagten og markprøvesporten med den stående jagthund. Som ung skytteelev fik han, blandt mange andre dressuropgaver, tildelt en ung irsk settertæve, som skulle gøres klar til jagt.

Netop denne opgave kom til at præge hans virke i jagthundeverdenen resten af livet. Selv om udstillingsfolk havde decimeret den danske irske setters standinstinkter betydeligt, blev det nærmest en livsmission for skytte Holm, at genskabe racens jagtegenskaber og dyrke jagten og markprøvesporten med den elegante og smukke røde irske setter. Og det lykkedes for ham; talrige er de præmier og pokaler, som blev vundet i ind- og udland af hans velgående og veldresserede hunde. Også det organisatoriske arbejde omkring de stående jagthunde fik skytte Holm tid til. Det bliver for omfattende at nævne alle hans tillidsposter her, men Dansk Irsk Setter Klub, Derbyudvalget og udvalg under Dansk Jagthunde Udvalg og Dansk Kennel Klub nød stor gavn og glæde af hans store engagement og viden på jagthundeområdet.

Endelig må det også nævnes, at han i en lang årrække fungerede som højt respekteret og anerkendt dommer på markprøver i både ind- og udland.
En stor jæger og et stort menneske er ikke mere; i danske jæger- og jagthundekredse vil han blive savnet. Men vi vil glæde os over, at han fik lov til at være positivt aktiv og engageret til det sidste.

Vore tanker går til hans hustru Gunhild, som trofast stod ved hans side i et langt ægteskab.

På vegne af jagtkammerater og hundevenner.

Harris Jensen ”

“Edvard Holm døde den 22. marts, dagen efter sin 93 års fødselsdag.
Dansk Irsksetter-Klub har mistet sit mest betydningsfulde medlem, i klubbens historie.
Edvard Holms arbejde for den Irske Setter har været utrætteligt.
Allerede som purung jagtelev på Sjælland, blev Holm forelsket i den røde setter, og til i dag knapt 75 år efter, har der til stadighed været IS i Gundhild og Edvard Holms hjem.

Både på skrift, og tale ved foredrag, har Holm øst af sin viden om dressur og avl.
Utallige gange ved vintermøder, i DISK og mange andre steder, har tilhørerne fået besked på, at hundene skulle være veldresserede, deres jagtlige egenskaber afprøves på markprøver , og der skulle kun avles, på det absolut bedste materiale.

For at forbedre sit eget opdræt, og derigennem være med til at hæve Irsksetterens niveau herhjemme, har Holm importeret flere irske settere fra blandt andet, Norge, Sverige og Irland. Her skal nævnes et par eksempler på gode hunde, blandt andet Moanruad Grateful, der vandt Grand Quete -
prøven i Strasbourg, med den højeste udmærkelse der kan gives.
Janås Nick og Moanruad Elko, der i 1985 begge blev placeret på Dansk Jagthunde Derby, som 2. og 3. vinder, en meget sjælden præstation.

Alt i alt har Holm ført 22 forskellige Irske Settere til 1. præmie i åben klasse, og det er blevet til mere end 20 placeringer i vinderklasse, og tre placeringer ved Danmarksmesterskabet.

Ikke blot igennem sit eget opdræt, har Holm været med til at forbedre den Irske Setter, men også igennem et livslangt organisations arbejde, har han arbejdet for den stående jagthunds fremme. Der findes intet fora, der har med jagthunde at gøre, hvor Holm ikke har været valgt, og siddet med ved bordet, som en af dem der blev lyttet til. Mangeårigt medlem af DISKs bestyrelse, med i udvalg under FJD, og som Formand for Derby udvalget, medlem af Dansk Jagthunde Uvalg, samt udvalget, for stående jagthunde under DKK.

Edvard Holm har selvfølgelig, for mange år siden modtaget alle de hædersbevisninger, som Dansk Irsksetter-Klub er i stand til at give, sølvnål, guldnål, samt udnævnelse til æresmedlem. Derudover har Holm også fået tildelt FJDs og DKKs hæderstegn, for sit store arbejde i disse organisationer.

Ud over at sidde ved de blankpolerede mahogniborde, og dressere egne hunde, har Holm også fundet tid til at være dommer, afholde prøver, hjælpe et utal af hundefører med dressur problemer, og inviteret på træningsture. Det var Edvard Holm store menneske forståelse, og blide væsen, der gjorde ham så afholdt, og førte til den store vennekreds. Vore tanker går i disse dage, især til Gundhild, og familien.

Ære være Edvard Holms minde.

På vegne af Dansk Irsksetter-Klub,

Palle Krag.”

Dødsfald

“Søndag d. 4. 3. 2012 afgik Æresmedlem af DISK
Egon K Sørensen ved døden.

Egon har haft stor betydning for den Irske setter i Danmark.
Egon Sørensen købte og overtog Kennel Vestklit i 60érne.

Kennel Vestklit startedes af Sønderdgaard Christensen i Ringkøbing, som med med Rib Roland og Vestermarkens Lady, opdrættede Vestklit Tello i 1943... Vestklit Tello blev en vigtigt avlshund og var mormorfars til den ene af sidste århundredes mest berømte Irske settere, nemlig Garvergårdens Pedro - samt mange, mange andre.
Pedro var drøm af en hund, berømt vidt ud over landets grænser.
Den anden af de helt store var Canel - hvis mormor var Vestklit Rikke.

Jeg kunne opremse et utal af hunde, men vælger at nævne nogle stykker her ...
Vestklit Bett - Vestklit Bianca og Vestklit Gry (4 gen. på norsk mester Imigens Lollipop)

For mit vedkommende har jeg altid oplevet at blive modtaget med varme hos Egon og Erna. Det var altid skønt at høre hans fortællinger. De røde hunde var hans hjertebarn og Egon spurgte altid nysgerrigt ind til hundene.

Egon blev desværre ramt af en arvelig (familiær) muskelsygdom helt tilbage i 1963 - kun 30 år gammel. Trods sygdom gennem alle disse år var han altid ved godt mod og deltog iappoteringsprøver og udstilling, ligesom Irsk Setter Klubben har nydt godt af apppoteringsprøverne ved Vandsø i Vejrumbro.

Jeg kan huske en episode da Egon ville forære mig en hund, i øvrigt som en tak for føre hund for ham på markprøve. Da jeg skulle vælge ville jeg tage den mindste, men Egon sagde nej ...- du skal tage største.

Det har jeg aldrig fortrudt, idet dette var Maj, som jo nok alle kender.... Tak Égon

Mine tanker går til Erna hans trofaste støtte gennem livet samt til børn og børnebørn.

Æret være Egons minde

På Dansk Irsksetter-Klubs vegne.
Tommy Pedersen
”

Dødsfald

“Søndag d. 13. november 2011 afgik Kim ved døden

Hundesporten i Danmark har mistet en markant skikkelse, som var respekteret i blandt alle aktive hundefolk uanset race.

Jeg tror vi alle godt ved, at rigtige venner dem har vi kun et par stykker af hver. Kim var min bedste ven. Det er med et stort hul i hjertet jeg skrive disse linjer.
Kim Lærte jeg at kende for ca 20 år siden på en jagt, hvor han var med sin irsk setter, vi havde en hyggelig dag og Kim fortalte at han var begyndt, at gå på markprøver, han inviterede på en træningstur og på sin vanlige ydmyge facon, påpegede Kim at han havde altså ikke så meget terræn at træne på. Jeg har aldrig trænet, så meget som den dag, hundene var slidt op, Kim havde jo halvdelen af Tuse Næs at træne på.

Jeg husker engang jeg sad i køkkenet hos Kim, der var nogle venner på besøg
og de havde deres datter på en 6-7 år med, hun kiggede noget betuttet på Kim, som hun jo kunne se kun havde en arm, og spurgte om han så kun havde en arm?? Kim sagde nej jeg har 4 og åbnede døre til klædeskabet, der hang de 3 andre, man skulle ikke havde medlidenhed med Kim.

Vi gav hinanden øge navne, Kim var jo i starten i bedre i stand en mig, så jeg døbte Kim den fede, siden hen kom jeg jo noget efter det og Kim mente jeg skulle hedde den smækfede. Kim elskede vores små drillerier.

Det udviklede sig hurtigt og igennem de næste 20 år, så trænede vi 3-5 gange om ugen i sæsonen, vi hyggede os sammen med vores hunde, men samtidig konkurrerede vi benhårdt, hver gang hundene blev sluppet, det var her vi sammen opfandt begrebet Tuse Næs Mesterskabet, vi duellerede benhårdt om, at blive 1.vinner og jeg forsøgte hver gang jeg tabte, at sige til Kim det her var jo kun en lokal prøve. Kim vandt mange gange og han nød sejrens sødme,
med en bajer på bænken foran hans landsted. Men det at vi også til træning havde konkurrence imellem os gjorde jo, at hundene og os selv altid var skarpe.

Kim har haft mange store hunde, Thess som bla. blev 2 vinder på Dansk Jagthunde Derby. (på Derbyet havde hun sin første stand) og blev Jagtchampion i 1995. Dertil kommer Candy-Flanny-Donna-Tsunami-Unika.
Alle Kim´s hunde havde følgende til fælles ... format - stil - søg var i top. De var ikke lige lydige alle sammen, men Kim nød at se en stortgående hund uanset race.

Kim var et natur menneske, dem som har været på markprøver eller træningsture hos Kim, nød godt af vildtplejen som han gjorde meget ud af, Kim havde plantet remiser rundt om ejendommen men gravet et andehul, lavet en lille sø foran huset med karper. Der var styr på detaljerne, Kim havde bygget et lille slagtehus og havde en røgovn i den ene længe af ejendommen, her kom alle
forbi med deres vildt og Kim hjalp altid med at ryge en kølle eller partere et stykke vildt.

Kim var meget aktiv som terrænleder og han satte altid en ære i at der var masser af fugle. Der var gode terræner, uansete om det var Forårs Mesterskabet eller det var en lokal prøve, så var han perfektionist.

Der var ikke et sted, hvor det rodede hos Kim, han var perfektionist med hensyn til orden.

Kim havde fundet kærligheden i sit liv i Helle, som var meget delagtigt i Kim jægerliv og hundeliv, de havde været i afrika sammen, men det som tændte både Kim og Helle var hjortejagten i kapaterne. Det nød de sammen. De havde nettop købt landejendom nummer 2 sammen.

Kim var stolt af Helle og hendes karriere, men man mærkede tydeligt, at han nu glædede sig til, at hun nu kom hjem fra Hviderusland til jul og de nu skulle være mere sammen.

Vore tanker går til Helle og Kim´s familie, som har mistet en fast klippe i hverdagen.

Ære være Kim’s minde.

På vegne af Dansk Irsk Setterklub
Kent Madsen
”

Nekrolog Tony Andersen

“Tony Andersen sov i dag ind - 24.8. 2011 - efter længere tids sygdom.

En meget svær og ulykkelig tid måtte Tony igennem, efter sygdom ramte ham så pludselig i 2009. Den seneste tid forværredes situationen meget og udsigterne til et udholdeligt liv svækkedes. Tony´s store drøm om at komme tilbage til markprøvemiljøet og livet med hundene fik sluttelig uoprettelig modgang og drømmen brast. I naturlig forlængelse heraf,
er det ikke urealistisk at konstatere…at ”Megger” fik fred!

Vore tanker går til Tony´s børn Rene og Rikke samt familien og ikke mindst til Linda, som tog sig så godt af Tony både før og specielt under sygdommen.

Mange Gordon settere & Irsk settere har været gennem Tony´s hænder og resultaterne gennem årene taler sit tydelige sprog. Størst af dem alle var GS Fjellets Dannie, som blev Dansk Jagtchampion samt en af DISK´s og nordens mest vindende hunde nogensinde IS Ibber, som Tony gjorde til Dansk Brugschampion – Dansk Jagtchampion – Svensk Jagtchampion.
Dertil kan føjes over 20 VK placeringer med 1. VK i både Sverige, Norge og Danmark. Med GS Åens Una opnåede Tony den glæde, i et tæt samarbejde med kennel Åens, at Derby vinderen 2008 Åens G Blackie blev født i Holbæk. Et godt samarbejde, som startede tilbage i midten af 80érne med Dannie og Tony´s første stående hund GS Aja, blev fuldført med en Derbyvinder.
I processen omkring valg af hanhund til Una, gav samarbejdsaftalen veto-ret til begge parter, men da Tony forslog Applaus som far, var aftalen i hus.
I nutidens Norge har Ibber spændende afkom på vej frem og flere unge ISére har fået 1. UK på jagtprøve. I forbindelse med Ibbers ”rejse” nordpå, har Tony elsket turene deroppe og talte inderligt og varmt om Norge. Et godt kammeratskab var en af hjørnestene på disse ture ! Tony´s norske kontakter omkring Ibber var primært Elin Wittusen, Johan B Steen og Nina Nordby.

Således har Tony altid haft et blik for hunde og sagt sin mening uden at pakke tingene ind – og vi kan konstatere, at personlig højde ikke var nødvendigt for at følge med. Ikke meget overså det skarpe blik… og Tony´s ofte ”friske” kommentarer omkring begivenhedernes gang på markprøver kunne være ganske underholdende !

Som et eksempel nævner vi en af de mest morsomme og uforglemmelige oplevelser vi har haft på prøverne. Scenen er DGSK´ s Hovedprøve ved Viborg, hvor Tony under festmiddagen klinkede sit glas og holdt tale for en upræmieret hund, som havde gjort det rigtig godt på dagen…
Derpå tildelte Tony føreren af pågældende hund Rindsholms Kro´s fineste sølv sovseskål med indhold… under stor jubel fra salen !

Ikke blot de røde og sorte settere, men alle engelske racer, har i mange år nydt godt af Tony´s velvilje omkring terræner. Det være sig til såvel træningsture som markprøver. Flotte og vildtrige terræner har du har stillet til disposition,
bl.a. gennem dine gode kontakter på Holbæk egnen! Tak for alt !

Æret være Tony Andersen minde.

For Dansk IrsksetterKlub og på egne vegne

Brian Krog & Erik Petersen”